Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre har i starten af oktober opfordret Dragørs vælgere til at stemme på et af de landspolitiske partier ved kommunalvalget for at styrke centrum-venstre og sikre, at lokale beslutninger også har nationalt udsyn. Det er en legitim opfordring, og der er ingen tvivl om, at de store partier har netværk og erfaring, som kan bringes i spil, når Dragør skal samarbejde med region, stat og andre kommuner. Men der er også gode grunde til, at mange vælgere i Dragør foretrækker et lokalpolitisk parti, og det er vigtigt at slå fast, at det på ingen måde bør være forbundet med bekymring eller frygt.
Stærk lokal repræsentation uden dobbeltmandater
For det første er lokalpartiernes kandidater udelukkende valgt til at arbejde for Dragør. Med et lokalpolitisk parti kan du være sikker på, at din kandidat ikke både sidder i kommunalbestyrelsen og i Folketinget eller regionsrådet. Det betyder, at de kan bruge al deres tid, energi og engagement på at sætte sig grundigt ind i sager og være til stede ved alle møder – noget, der faktisk har stor betydning for kvaliteten af det lokale demokrati. Forskning viser, at såkaldte dobbeltmandater (hvor en politiker sidder både i for eksempel Folketinget og kommunalbestyrelsen) fører til markant lavere mødedeltagelse, mindre tid til forberedelse og øget stress – især hvis det gælder borgmesterposten. Det svækker den demokratiske repræsentation lokalt. Vælgerne i Dragør kan selv undersøge, hvilke partier der har kandidater, som opstiller til både kommune- og regionsvalg, og vurdere, om det er i Dragørs bedste interesse.
Lokale stemmer kan også få gennemslagskraft
Det er korrekt, at lokalpartier ikke har direkte adgang til Christiansborg, men de har andre veje til indflydelse. Samarbejde med interesseorganisationer, græsrodsbevægelser og andre ildsjæle kan give stor gennemslagskraft – især når det gælder lokale og regionale sager.
Bred repræsentation og respekt for vælgernes valg
Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen rummer både lokale stemmer og dem, der har nationalt udsyn. Derfor skal ingen skamme sig over at støtte et lokalpolitisk parti – det er et lige så legitimt valg, og det skaber en bredere og mere nuanceret debat om Dragørs fremtid. Vi skal ikke grave grøfter, men bygge bro, og Dragør er bedst tjent med, at vælgerne sætter deres kryds dér, hvor de mener, deres værdier og prioriteringer får bedst medvind – uanset om det er hos et nationalt eller lokalt parti.
Så stem trygt lokalt, og husk, at med et lokalpolitisk parti får du politikere, der kun har Dragør som førsteprioritet – og som altid er til stede, når beslutningerne skal tages. Det er en styrke for vores demokrati.
Lars Augsburg
Kandidat for Sydamagerlisten
